Er jeg her?

28 dec

Er lidt i tvivl. Måske er jeg ikke helt her. Altså sådan rent mentalt.

Jeg stoppede i sin tid med at blogge fordi jeg følte mig lidt for hudløs. Sådan rent mentalt. Fordi man udstiller sig på en blog – det er kun mig og hvad jeg gør og tænker. Uden filter.

Tænker jeg noget du vil bruge din tid på?

Er jeg forfængelig? Hvis jeg tænker at mine tanker er din tid værd?

Det er ikke mine tanker, med denne blog – det er min dagbog. Tak for du bruger din tid.

Tid er dyrebar. Vi har alt for lidt. Eller måske vælger du selv om du vil have den? Hvem tager den? Ingen du ikke har valgt…..men det eneste du har er nuet – vær i det! Det er i virkeligheden det eneste du kan vælge. At være her NU – så vær her NU! Gør det for dem der er dig nærmest NU – gør det! Mærk forskellen i dig og i dem.

ja, det er simpelt og corny…..og hvor er det svært! For dælen hvor skal jeg minde mig selv om det hele tiden….

At glædes.

3 mar

Jeg gør mig umage.
Vejer for og imod – afprøver kombinationer.
Det er nemlig ikke ligemeget….


Morgendagens outfit udvælges.
Jeg hygger mig med at finde neglelakken der kan lege prik over i´et.
Det er nemlig ikke ligemeget….


Nogen regner med mig.
Imorgen skal jeg på job.
Og det er nemlig slet ikke ligemeget….

Resultat?

26 feb

Jeg har fået dyre gamle nyheder: “Patienten er moderat til svært hjerneskadet…..”


Det kostede vel et par håndfulde tusinde kroner at drage den slutning, alle kendte på forhånd. Penge jeg synes man/samfundet kunne have brugt mere hensigtsmæssigt.

Den medicin jeg får for Sclerosen, koster ca. 130.000 årligt. Derudover tager jeg anden medicin, delvis betalt af mig selv.
Jeg er meget taknemmelig for at du betaler din skat, så jeg kan få behandling. Tak for det!

Der er megen snak om prioritering i sundhedsvæsenet lige nu og det sætter tanker igang. Jeg vil skyde på at jeg koster dig og Danmark i omegnen af 250.000 årligt. Er det rimeligt?

Personligt ville jeg hellere bruge de penge på at redde et barn med kræft – der er mange år ulevet liv i sådan en størrelse og jeg har trods alt brugt halvdelen af mit.
På den anden side har jeg små børn der har brug for at jeg er her, uanset hvor hjerneskadet jeg er.


Det er svært at afgøre og jeg er heldigvis ikke een af dem der skal bestemme……..

Et nu.

13 feb

Der er fart på mit liv for tiden. Også det indre liv. Jeg prioriterer og realiserer mig selv. Jeg har fået mod på en masse ting og appetit til at gøre noget ved det.

Sygdommen udstikker usynlige grænser og jeg mangler både pas, visum og vaccinationer til at overskride dem. Men jeg fylder pladsen ud og skubber lidt.

Jeg er stridbar, provokerende. Insisterer på høje hæle og betaler prisen med arrogance. Maler negle, øjne; fører mig frem med larm og basken.

Jeg er her.


Stilstand.

9 feb

Jeg er et festfyrværkeri af dårlige undskyldninger, så jeg har ingen kommentarer. Konstaterer bare at her er stille…..

Roger over!

Dagens program:

30 jan

Blogge
Spise frokost
Sove til middag
Gå tur
Læse
Lakere negle
Slappe af
Køkkenmeditere (ordne grøntsager)
Koge suppe
Bade børn
Hygge

Intermezzo.

28 jan

Hvornår skete det?

På det sidste, er dette nærmest blevet til en mad-blog. Jeg er kommet frem til at det skyldes to ting: For det første fungerer madlavningen, som afledning i forb. med rygestoppet. For det andet, har vi usædvanligt meget om ørerne lige nu, så jeg har extra behov for at nørde og finde ro.

Og rygestoppet? Det går faktisk fint med det. Jeg får stadig heftige crawings, men der er risiko for at jeg overlever…..


Whole lotta love.

23 jan

Forestil dig du finder en pakke Serrano skinke i dit køleskab. Der findes osse et glas grillede artiskokker og en rest grøn pesto. De stirrer insisterende på en citron, en bakke champignon og en flaske hvidvin.
Nu kommer så tidspunktet, hvor du tjekker din spaghetti-status – har du en håndfuld?
Nikker du og siger JA!, er du heldig, for så vanker der kærlighed lige om hjørnet….


(4 pers.)
1 pakke Serrano (80 g.) i strimler
1 bk. champignon i kvarte
1 gl. grillede artiskokker let drænet

1 god håndfuld spaghetti
2 spsk. grøn pesto

1 fl. kold hvidvin
1 citron i tryk-villige både

Kog spaghetti med salt og olie, dræn og vend med pesto. Imens ristes champignon, derefter tilsættes artiskokker og Serrano. Varmes igennem (åbn vin og kys nogen imens).
Serveres med citronbåde, nydelse og samtale.


Vandoverskud.

18 jan

Vi ville fejre kobberbrylluppet og drog 4 dage vestpå med ungerne. Egen hytte med adgang til bla. Hoppe-loppe-land og vandland. Vandlandet med 5 rutchebaner, incl. Danmarks længste på 115 meter. Ikke overraskende en ubetinget succes for 2 drenge i den primære målgruppe!



Næste måned står den på 2 dages voksenudflugt til Norsminde Kro. Det blir osse godt….

12½

12 jan

Om 2 dage har vi kobberbryllup! Det er da faktisk ret ufatteligt og rimelig godt klaret…..